Begyndelsen
Assens Miniby så dagens lys i begyndelsen af 1990, hvor fem Assenesere stiftede en forening under navnet »Idegruppen af 1990«. Formålet var, at iværksætte en bred vifte af tiltag med det formål at gavne Assens Kommune, især på det turistmæssige område. I 1997 blev foreningen udnævnt til årets Assenessere.
Assens Miniby
Et af de projekter der blev sat i værk, var Assens Miniby. Målet var at opføre en model af Assens By i målestoksforhold 1:10. Minibyen skulle være en tro kopi af de gamle huse, som lå inden for de gamle byporte i årene omkring 1890-1900 tallet. Vi har på nuværende tidspunkt bygget mere end 130 huse.
Navneforandring
»Idegruppen af 1990«, som foreningen hed ved stiftelsen, blev ændret på en generalforsamling i 1995, til »Assens Miniby«. Grunden til navneskiftet var, at arbejdet med Minibyen var blevet det mest centrale, og at der ikke var ressourcer til at beskæftige sig med andre projekter.
De første projekter
Byggeriet af Minibyen startede med kogehuset i kælderen under Kulturhuset, Damgade 22-24. Husene blev udstillet i gården. Men pladsen var trang, så det drejede sig mest om mindre huse. Vestfyns Bank blev således bygget i en garage, hvor der kun kunne arbejdes om sommeren, så det tog næsten fem år.
Begyndelsen var svær
Der blev eksperimenteret med primitive redskaber, hvor blandt andet en almindelig gammeldags kødhakke maskine blev brugt til at forsøge at fremstille (ekstrudere) tag- og mursten. Det gik desværre ikke. Leret brændte sig fast, og når der endelig kom mursten ud, var de ikke nøjagtige nok.
Løsninger blev fundet
Efter mange fejlslagne forsøg, fik vi kontakt til produkt udviklings centeret på Næs. Her konstruerede man en maskine, som blev en stor succes. Det var nu muligt at fremstille tegl- og mursten af meget fin kvalitet. Vi fik anskaffet en keramikovn og lavede selv vores værktøj.
Værkstedet i dag
I dag har har vi et velfungerende værksted hvor 3D print (Siden 2022) også har indgået i fremstilling af udvalgte komponenter til bygningsværkerne.
Flytninger gennem tiden
Vi fik først stillet et kælderlokale til rådighed i Kulturhuset i Damgade 22-24. Desværre blev disse lokaler for små, og vi søgte andre mere hensigtsmæssige lokaler. I 1995 fik vi tilbudt lokaler i den gamle Tobaksgård, Østergade 35. I 1996 kunne vi indvie nyt værksted. Der var god plads, og husene blev stillet op rundt i, og omkring fabriksbygningen. Men i 2000 skulle Tobaksgården bruges til andre formål, så Minibyen flyttede ud i Skovanlægget, ved Skovpavillonen, Skovvej 5.
I 2014 kunne Minibyen flytte derfra til den nuværende adresse på Ramsherred 52. Foreningen bag Assens Miniby har nu deres daglige virke i »Det gamle Gasværk«.